Hvis noget bevidst eller ubevidst er farligt, eller frygten for afsløring lurer i kulissen, giver det måske mere end god mening, og er hensigtsmæssigt, at have en hård retorik, der skubber folk væk. En tvungen blødere kommunikation, der kan få folk til at komme nærmere, vil paradoksalt nok, kunne skabe angst. Så en kommunikativ løsning, i værste fald, udløser den frygt, man forsøger at undgå med netop den retorik, man udøver.


Jeg mener, vi har vores strategier, disse inkluderer kommunikative virkemidler, og skal værne om dem, til vi har fået udviklet en tryg base, der kan stå, uden vi generer frygt og angst. Det kommer måske helt af sig selv, når vi får øje på, at strategien ikke er nødvendig længere.


Omvendt skal vi ikke smide brugbare strategier fra os, før vi er klar. De har et formål, vi i første omgang kan undersøge, så vi forstår hvordan vi på bedste vis forsøger at beskytte os selv gennem kommunikation. Også selv om det ikke altid er det mest hensigtsmæssige.


Med den viden giver det også mening, hvorfor det kan være forbandet svært at ændre adfærd til trods for en ellers rationel og kognitiv forståelse for eget og andres bidrag i relationer.

Irritation er et udtryk for, at vi selv står med uopfyldte behov. Og dem kan kommunikationen selvfølgelig hjælpe os til at få opfyldt. Men det kræver, vi forstår, hvad der er på spil. Hvad vi mærker, som afslører et behov, men også hvad vi har lært gennem livet, at gøre ved vores behov. Måske har vi lært at andre skal gætte dem og vi ikke skal udtrykke dem. Måske har vi lært, at de alligevel ikke bliver mødt, så vi giver op på forhånd. Måske har vi lært, at vi ikke fortjener, at få dem opfyldt.


Og det er selvfølgelig helt umuligt at kommunikere oprigtig venligt, hvis der er raseri eller skam på indersiden. Nogle gange vil modparten opleve det som kunstigt og påtaget - fordi det er det, det er. Og til tider helt uden vi er klar over det.


I et forløb arbejder vi med baggrunden for, at du netop vælger at kommunikere, som du gør. Ved at blive klogere på, hvor f.eks. irritationen kommer fra, kan vi fremadrettet undgå at udøve vold på os selv, og undgå at gøre os selv og andre rigtige og forkerte. En kommunikativ udfordring og konflikt kan således gøre en dybere problematik tydeligere, så den endelig kan blive løst.

Det er vores følelser, der fortæller, om noget er vigtigt, godt, svært eller farligt. De er signaler, der giver os mulighed for at kende vores behov, og derfra, hvordan vi kan og bør handle i en given situation for at passe på os selv og på vores relationer.


Hvis vi tidligere i livet er blevet bremset i vores forsøg på at træne vores følelser, giver det god mening, at tale om en tilstand af "ordblindhed", når det kommer til følelser/emotioner.


Mange har på forskellig vis lært at holde deres følelser tilbage, bytte følelser ud med andre følelser, eller slet ikke at mærke dem. Her kan man have tillært sig god erfaring med metoder til at beskytte sig, for at tilpasse sig omgivelserne og ikke blive helt forladt. Det kan også være tillærte strategier i form af diverse misbrug og selvskade, som kan være alt fra alkohol og stoffer til spiseforstyrrelser, til ekstrem træning eller arbejdsmængde. Alle kan være strategier til at undgå at være i kontakt med den uro, der ellers ville være ulidelig. Vi arbejder, så du får muligheden for, at reflektere over dit liv og udvide din impulskontrol. Psykisk udvikling handler om at udvide nervesystemets kapacitet og lære at afstemme det. ​Helt konkret sker det blandt andet ved, at vi føler sig set af en anden, som vi har tillid til ikke forlader os. Det er første skridt i en følelsesmæssig helingsproces, hvor forandringer på dybere følelsesmæssige og kropslige niveauer skaber forandring på højere mentale niveauer. Det kan også ske ved at forandringer i de kognitive områder får indflydelse på de underliggende følelser og kropslige sansninger. Her er det vigtigt, at der er tillid mellem os, da det har betydning for nervesystemets regulering og udvikling.


Metoder som, til trods for, at de tidligere var hensigsmæssige og nødvendige, for at kunne overleve mentalt, idag også spænder ben og kan ende i meningsløshed, stress og depression. Man kan f.eks have følelsen af, at have mange venlige kontakter, men alligvel ikke rigtig føle sig forbundet. Eller en følelse at være blandt venner og så alligevel føle sig forkert eller ensom og være på konstant overarbejde for at fremstå rigtig og vellidt. For at få ydre anderkendelse fordi den mangler på indersiden. Selvregulering opstår tidligt i livet og resultater fra tilknytningsundersøgelser peger på, at den kommunikation, der fremmer selvregulering, begynder med sund afhængighed. Man træner selvorganisering gennem emotionelt afstemte oplevelser. Det autonome nervesystem har stor betydning for kapaciteten til at regulere stresssituationer, – og hvis det overbelastes kan det gå til vores primitive impulser som kamp, flugt eller frys.


Mangel på sunde og pålidelige tilknytningsrelationer kan resultere i en manglende evne til at kunne regulere sine følelser. Intense følelser af at være oprørt og fornemmelser af ukontrollerede emotioner som f.eks. vrede og rædsel kan overvælde og gøre det nærmest umuligt at fungere. På samme vis, som andre intelligenser, er den personlige intelligens aldrig for sen at træne. Og det er netop, det vi gør i psykoterapien.


Psykoterapien er træning i at blive opmærksom på og udtrykke følelser, at lære at acceptere og regulere dem, og at kunne reflektere over dem for at danne mening. Herigennem træner vi også den eksistentielle intelligens, der er evnen til at forholde sig til livet store spørgsmål, samt at handle i overenstemmelse med eksistentielle værdier.

Barnets tidlige erfaringer med at være sammen med en regulerende og trøstende omsorgsperson er indarbejdet i os, og vi efterligner vores omsorgspersoners reguleringsevne, hvis vi selv eller en anden har brug for trøst. Disse kompetencer (den nødvendige sociale selvregulering og selvtrøsten) er ofte centrale temaer i psykoterapeutisk arbejde og forudsætning for udvikling af en udvidet mentalisering.

Adfærd kan have brændt sig yderligere fast, hver gang vi i vores liv har reageret ved at være ude af os selv, og ikke har mødt den afstemning, som oprindeligt manglede. Det vil sige, at der er sket en fejlafstemning hver gang vores organisme har reageret med traumatisk udløst højstress uden den nødvelige støtte. Det kalder vi også retraumatisering.


I terapien aktiverer vi traumet, så vi kan få tilføjet den støtte, der manglede i sin tid. Svære oplevelser bliver kun til traumer, hvis de ikke har den nødvendige støtte. Det er det, vi giver i terapien, så traumet kan slippe nervesystemet.


Når du er i terapi, træner du dine følelser op, som du træner dine muskler, til et pålideligt navigationsapparat, der tjener dig mest hensigtsmæssigt. I en sund, veltrænet og afstemt udgave fortæller de dig klart, hvad du har brug for her og nu og du responderer.