Angst, kommunikation og strategier

Hvis noget, bevidst eller ubevidst, er farligt, eller hvis frygten for afsløring lurer i kulissen, så giver det måske mere end god mening, at have en hård retorik, der skubber folk væk - det er måske ligefrem hensigtsmæssigt.

En tvungen, blødere kommunikation, kan få folk til at komme tættere på os, og det vil, paradoksalt nok, kunne skabe angst.

På den måde kan en kommunikativ løsning altså, i værste fald, udløse frygt. Netop den frygt, som man forsøger at undgå, med den (blødere) retorik, som man udøver.

Jeg mener, at vi hver især har vores strategier, som inkluderer kommunikative virkemidler. Vi værner om disse strategier, indtil vi har fået udviklet en tryg base, som ikke generer frygt og angst. Det sker måske helt automatisk, at vi slipper strategierne, når vi får øje på, at de ikke længere er nødvendige - når vi får øje på, at vi kan passe på os selv, så kroppen og psyken ikke behøver at være på overarbejde for at beskytte os.

Dog er det vigtigt, at vi ikke smider brugbare strategier fra os, før vi er klar. De har et beskyttende formål, som vi kan undersøge og lære at forstå. Vi kan altså blive klogere på, hvordan strategierne, gennem vores kommunikation, forsøger at hjælpe os til at bestykke os selv.

Med den viden, bliver det lettere at forstå, hvorfor det kan være så forbandet svært at ændre sin adfærd, til trods for en rationel forståelse for sit eget og andres bidrag i relationer.

Irritation, dårlig kommunikation og uopfyldte behov

Irritation er et udtryk for, at vi selv har uopfyldte behov. Disse uopfyldte behov kan kommunikation hjælpe os til at få opfyldt. Det kræver dog, at vi forstår, hvad der er på spil. Vi skal lære at forstå, hvad vi mærker, og hvilket behov følelsen afslører. Vi skal også lære at forstå, hvad vi gennem livet har lært at gøre ved vores behov. Måske har vi lært ikke at udtrykke dem, og at andre skal gætte hvad det er. Måske har vi lært, at vores behov alligevel ikke bliver mødt, og derfor giver vi underbevidst op på forhånd. Måske har vi lært, at vi skal gøre os fortjent til at få vores behov opfyldt, men ikke er gode nok.

Hvis der er raseri eller skam til stede på indersiden, så er det helt umuligt at kommunikere på en oprigtig venlig måde. Hvis man alligevel forsøger, kan modparten opleve det som kunstigt og påtaget - fordi det lige netop er kunstigt og påtaget. Det kan resultere i, at modparten ikke har den ønskede reaktion på de “venlige” ord, som bliver kommunikeret. På den måde kan en konflikt optrappes, til trods for at kommunikationen på overfladen er “god”.

Til tider sker dette, helt uden at vi er klar over det.

I et forløb arbejder vi med, hvad der ligger bag den måde, som du kommunikerer på.

Ved at blive klogere på, hvor eksempelvis irritationen kommer fra, kan vi fremadrettet undgå at dømme os selv eller andre som rigtige eller forkerte. En dybere forståelse for os selv vil også kunne bidrage til en større omsorg, både for os selv og for andre.

Gennem en kommunikativ udfordring og konflikt er det således muligt at blive bevidst en dybere problematik. Når vi har fået øje på denne dybere problematik, bliver det muligt endelig at få den løst.

Hvorfor er følelserne så centrale?

Det er vores følelser, der fortæller os, om noget er vigtig, godt, svært eller farligt. De er signaler, som giver os mulighed for at kende vores behov. Deraf gør de det muligt for os at vurdere, hvordan vi kan og bør handle i en given situation, for at passe på os selv og vores relationer.

Hvis vi, på et tidspunkt tidligere i livet, er blevet holdt tilbage fra at mærke og identificere vores følelser, så giver det god mening at vi kan befinde os i en tilstand af “ordblindhed” overfor disse.

Mange har på forskellig vis lært at holde deres følelser tilbage, bytte følelser ud med andre følelser, eller slet ikke at mærke dem. Disse er alle metoder, som vi underbevidst tager i brug for at beskytte os selv, for at tilpasse os omgivelserne eller for ikke at blive helt forladt. Mange har tillært sig “god” erfaring med disse, da man undgår at blive konfronteret med svære følelser.

På overfladen kan de følelses kontrollerende metoder blandt andet tage form som diverse misbrug eller selvskade. Det kan være alt fra alkohol og stoffer til spiseforstyrrelser og ekstrem træning eller arbejdsmængde. Det kan også vise sig ved, at man eksempelvis altid er glad og positiv, at man aldrig er tilfreds med noget eller at ens følelser er forskudt i forhold til de passende situationer. Mange af os har måske oplevet at blive sure, når den autentiske følelse i virkeligheden er, at vi er kede af det. Det kan også være, at vi har oplevet at begynde at smile i upassende situationer, hvor vi slet ikke er glade.

Alle disse ting kan være strategier, for at undgå at være i kontakt med den uro og ubehag, der ellers ville være så ulidelig. De autentiske følelser er dog stadig til stede i kroppen, til trods for at vi ikke kan mærke dem. Når vi ikke lærer at give os selv lov til at mærke dem og konstant dækker dem med noget andet, vil de hobe sig op i kroppen og kan komme til udtryk som blandt andet angst eller depression.

Vi arbejder på at du får muligheden for, at reflektere over dit liv og udvide din impulskontrol. Psykisk udvikling handler om at udvide nervesystemets kapacitet og lære at afstemme det. Helt konkret kan det blandt andet ske ved, at vi føler os set af en anden, som vi har tillid til ikke forlader os, uanset hvilke følelser og behov vi udtrykker. Det er første skridt i en følelsesmæssig helingsproces, hvor forandringer på dybere følelsesmæssige og kropslige niveauer skaber forandring på højere mentale niveauer. Det kan også ske ved at forandringer i de kognitive områder får indflydelse på de underliggende følelser og kropslige sansninger. Her er det vigtigt, at der er tillid mellem os, da det har betydning for nervesystemets regulering og udvikling.

Følelsesregulerende metoder kan tidligere have været hensigtsmæssige og nødvendige for at kunne overleve mentalt. I længden kan de tværtimod også spænde ben og ende i meningsløshed, stress eller depression. Man kan måske stå med følelsen af at have mange venlige kontakter, men alligevel ikke rigtig føle sig forbundet til nogen. Man kan være ensom i et rum fuldt af mennesker eller være blandt venner og familie, men alligevel føle sig forkert og alene. En følelse, af konstant at være på overarbejde for at fremstå “rigtig”, vellidt og god nok, kan være til stede - man søger ihærdigt den ydre anerkendelse, fordi den mangler på indersiden. Det er op til andre at vurdere, hvorvidt man fx er dygtig nok, sød nok, pæn nok eller hårdtarbejdende nok. Andres følelser bliver centrum for ens eksistens, og man glemmer og undertrykker fuldstændig sine egne.

Selvregulering af følelserne opstår tidligt i livet og resultater fra tilknytningsundersøgelser peger på, at den kommunikation, der fremmer selvregulering, begynder med sund afhængighed af pålidelige tryghedspersoner. Man træner selvorganisering gennem emotionelt afstemte oplevelser. Det autonome nervesystem har stor betydning for kapaciteten til at regulere stresssituationer, – og hvis det overbelastes, kan det gå til vores primitive impulser som kamp, flugt eller frys.

Mangel på sunde og pålidelige tilknytningsrelationer kan resultere i en manglende evne til at kunne regulere sine følelser.

Intense følelser af at være oprørt og fornemmelser af “ukontrollerede” følelser, som eksempelvis vrede og rædsel, kan overvælde og gøre det nærmest umuligt at fungere. På samme vis, som andre intelligenser, er den personlige intelligens aldrig for sent at træne. Og det er netop det, vi gør i psykoterapien.

Psykoterapi er træning i at blive opmærksom på samt at udtrykke sine følelser. Vi øver os på at identificere, acceptere og regulere dem, og på at kunne reflektere over dem. Herigennem træner vi også den eksistentielle intelligens, som er evnen til at forholde sig til livets store spørgsmål, samt at handle i overensstemmelse med eksistentielle værdier.

Vores tidlige barndomserfaringer med regulerende og trøstende omsorgspersoner er indarbejdet i os. Hvis vi selv, eller en anden, har brug for trøst, så efterligner vi disse omsorgspersoners reguleringsevner. Kompetencerne bliver altså socialt nedarvet.

Netop disse kompetencer (den nødvendige sociale selvregulering og selvtrøsten) er ofte centrale temaer i psykoterapeutisk arbejde og forudsætning for udviklingen af en udvidet mentalisering.

Adfærd kan have brændt sig yderligere fast, hver gang vi i vores liv har reageret ved at være ude af os selv, og ikke har mødt den afstemning, som oprindeligt manglede. Det vil sige, at der er sket en fejlafstemning hver gang vores organisme har reageret med traumatisk udløst høj stress uden den nødvendige støtte. Det kalder vi også retraumatisering.

Svære oplevelser bliver kun til traumer, hvis de ikke har fået den nødvendige støtte. I terapi aktiverer vi derfor traumet under trygge forhold, så vi kan få tilføjet den støtte, som manglede i sin tid. På den måde giver vi plads til at traumet kan slippe nervesystemet.

Når du er i terapi, træner du dine følelser op, som du træner dine muskler. Ligesom du træner dine muskler stærkere, så træner du her dine følelser til at være et pålideligt navigationsapparat, som tjener dig mest hensigtsmæssigt. I en sund, veltrænet og afstemt udgave fortæller dine følelser dig klart og tydeligt hvad du har brug for.