Som retning hviler EFT på et humanistisk, eksistentielt menneskesyn og den fænomenologiske metode. Det er den første, og den eneste, terapiform inden for den humanistisk, eksistentielle (oplevelsesorienterede) psykoterapeutiske tradition, der er anerkendt som evidensbaseret og bygger på veldokumenterede forskningsresultater. Metoden består blandt andet af specifikke interventionsmodeller, der har vist sig yderst effektive i transformationen af svære følelser og uhensigtsmæssige mønstre.
Metoden er, på det eksistentialistiske plan, inspireret af de engelske psykologer Emmy van Deurzen, Ernesto Spinelli og Mick Cooper samt af den amerikanske psykiater og psykoterapeut Irvin D. Yalom, blandt andre. En fællesnævner for flere af disse personers terapeutiske tilgang er, at den alene er baseret på en eksistensfilosofisk forståelse af menneskets tilværelse.
Den emotions fokuserede terapi hjælper med at udtrykke følelser, som er passende til en given situation. Den hjælper med at lære at acceptere og regulere følelser, samt at kunne reflektere over dem. På den måde lærer man at danne meninger eller eventuelt at transformere dem, hvis de står i vejen for det liv, som man ønsker.
EFT mener, at en reel forandring i vores nervesystem kræver både et kognitivt og et emotionelt skifte. Det er vigtigt, at udvikling opstår i balance mellem omsorg og optimal stress. Moderat arousal og optimal stress integrerer og konsoliderer således vores neurale kredsløb, så længe stressniveauet ikke overstiger nervesystemets kapacitet.
Oxytocin og vasopressin er kemiske stoffer, som udløses når der er ro til at være sammen med et andet menneske, og når følelsen af at være forbundet er til stede. De udløses ved berøring, ansigtsmimik og ord, der får os til at føle os trygge.
Terapien er træning af ens følelsesmæssige kompetencer, selvregulering og mentalisering (at kunne se sig selv udefra og andre indefra). Følelsesmæssig læring kommer sjældent fra hovedet og vores intellekt, men derimod primært fra kroppen og fra personlige erfaringer med et andet menneske, som vi har tillid til. Selvregulering forudsætter kropslige færdigheder, da det fordrer, at man kan mærke, hvordan man har det. Hvis man ikke kan mærke noget, så starter terapien der.
Forandring sker, når pålidelige gentagelser bliver til ny erfaring. Når det sker, så skabes der nye mønstre i hjernen og i nervesystemet. Psykoterapi handler derfor ikke om overtalelse, rationel forståelse, kloge udtalelser, interventioner eller logiske argumenter. Det handler tværtimod om tillid og beroligelse af nervesystemet.
I psykoterapien kan der ligge en dobbelthed, som er mindre behagelig. Denne ubehagelige dobbelthed består i, at vi metodisk må huske at snakke om det, som vi helst vil glemme - og føle det, som vi helst vil undgå at føle. Det handler om, at de ord, som vi ikke har sagt højt, og de følelser, som vi ikke har følt, er årsag til smerte i vores liv. Når vi ikke føler følelserne, eller erstatter dem med andre følelser, så opstår det, som man kan kalde eksistentielle udfordringer, som også kan føre til fysiske symptomer.
EFT er ikke som sådan optaget af barndommen eller hvad der er sket dig i fortiden, men altid optaget af her og nu. Et ubehag, som vækker minder eller scener fra fortiden, handler også om her og nu. Fortiden kan dog dukke op i nuet, og så kan det have en påvirkning på dit liv i dag.
EFT er optaget af det neuroaffektive og hjernen og af hvad og hvorfor vi gør, som vi gør. Det kan eksempelvis være at forstå, hvorfor det er så vanskeligt at ændre adfærd - trods bevidste intentioner. Det kan være med til at forklare forskellige former for afhængighed, og hvorfor driften til misbrug er så voldsom, at et bevidst ønske om afholdenhed ikke er tilstrækkeligt.