Hvorfor oplever jeg stress

Kvaliteten i vores liv og i vores arbejde er vigtigt. Det skaber nærvær og lysten til at være med lige præcis det, som der er - her og nu. Vi får stress, når vi enten befinder os i fremtiden eller i fortiden, fordi det eneste optimale sted for os at være er i nuet. Derfor er nærvær et middel mod stress, og mindfulness modvirker videnskabeligt stress.

Omvendt kan mangel på samme føre til netop stress.

Hvorfor har jeg stress?

Vi kan udvikle fysiske symptomer, som f.eks. svimmelhed, trykken for brystet og vejrtrækningsproblemer, eller følelsen af ikke at mærke noget.

En væsentlig del af psykologien mener, at vi udvikler netop de symptomer, når vi ikke bliver mødt og forstået følelsesmæssigt. Det kan også være, hvis vi ikke møder os selv.

Stressen opstår, når vi oplever mangel på nærhed og kvalitet - hvad det så end betyder, for os hver især, i vores liv.

En oplevet trussel leder til umiddelbar aktivering af vores nervesystem, som hurtigt mobiliserer ressourcer til kamp eller flugt. Det sker på bekostning af andre funktioner. Overblik og styret tænkning sættes altså til side til fordel for impulsstyret adfærd. Når et system er blevet ureguleret grundet emotionel uro, er det derfor svært at få det til at ophøre alene gennem fornuft eller viden. Når funktionerne sættes ud af spil, så er det umuligt at tænke sig til en løsning, tage sig sammen eller stramme sig an.

De fysiske og psykiske symptomer er kroppens forsøg på at hjælpe til at forstå, at vi har behov for at føle os oprigtigt forbundet til andre mennesker og til os selv. Det er vores dybeste længsel, som har været i os siden den dag vi blev født - intet barn kan overleve uden nogen omkring sig. Derfor bærer vi en dybt indlejret erfaring med os resten af livet: hvis andre ikke er der for os når vi er sårbare, så dør vi. Selvom det ikke længere er sandt i voksenlivet, så tror vores nervesystem stadig, at det er tilfældet, hvis vi ikke har lært andet. Nervesystemet tror altså at vi som voksne mennesker helt fysisk dør, hvis vi bliver forladt, og det kan, forståeligt, skabe stor stress og angst

Det hele er dog ikke så simpelt. Problemet bliver langt mere komplekst, da det at være forbundet til andre mennesker samtidig kan være vores største frygt.

Vi kan have erfaring med, at centrale omsorgspersoner i vores liv har forladt os følelsesmæssigt, og det bærer vi (bevidst eller ubevidst) med os. Det sætter sig i os, som følelsen af ikke at være accepteret, som vi er, og derfor lærer vi os selv at gemme os væk og måske foregive at være noget andet, end vi er. Vi kan eksempelvis lade som om vi er glade, selvom vi er kede af det eller ked af det når vi rent faktisk er vrede. Det kan ske helt ubevidst og vi har ingen kontrol over det. Vi kan ukontrolleret begynde at grine når vi er bange eller smile når vi er nervøse.

Det hele stammer fra et tidspunkt i livet, hvor vi troede at vi var slemme, hvis vi viste følelsesmæssige sider af os selv, som vores omsorgspersoner ikke kunne overskue og ikke vidste hvordan de skulle håndtere.

Det skaber rod i det følelsesmæssige navigationssystem, når vi ikke lærer at være med de følelser, som dukker op og er passende til bestemte situationer - og det stammer fra omsorgspersoner, som ikke kan rumme vores fulde båndbredde.

Det kan være, at vi blev sendt ind på vores værelse, hvis vi protesterede mod uretfærdighed. Måske fik vi at vide at vi først måtte komme ud igen, når vi var gode og glade igen (når vi accepterede uretfærdigheden). Det kan også være at vi blev ignoreret, eller at vores primære omsorgspersoner blev kede af det, hvis vi viste bestemte følelser.

På den måde har vi lært at nogle følelser er forbudte og måske direkte livsfarlige, for at beskytte dem, som egentlig skulle beskytte os.

Underbevidst fortæller vores hukommelse os, at hvis vi viser en given følelse, så ødelægger vi den/dem, som skal passe på os, og så dør vi selv. Kognitivt giver det ikke mening i vores voksne liv, men kroppen glemmer det ikke. Vores nervesystem og hjerne indkoder mønstre for at passe på os, så vi for alt i verden undgår at mærke bestemte følelser igen. Det er virkelig smart, fordi vi på den måde undgår at blive udstødt af flokken, og vi kan bibeholde (en uægte) kontakt til vores omsorgspersoner.

Nervesystemet aner ikke, om det smertefulde vi oplevede skete da vi var små, i sidste uge eller for tre sekunder siden. Det betyder, at vi kan have gamle mønstre, som er uhensigtsmæssige, når vi som voksne skal indgå i nye følelsesrelationer.

Vi lærte engang at pakke og gemme en del af vores følelser væk. Det kan være, at vores følelser derfor er under- eller overregulerede. Det kan betyde, at vi ikke kan give udtryk for vores vrede og i stedet vender den indad, eller at vi slet ikke kan regulere vreden, som kan løbe helt løbsk. Det sker også, at vreden løber løbsk, når vi har vendt den indad for længe.

Vi kan også have erstattet autentiske følelser med andre: vi græder når vi er vrede eller griner, hvis noget er ubehageligt.

Som voksne kan vi også trække os helt fra relationer, da frygten for at blive forladt er for stor og troen på, at man kan regulere sine følelser er opgivet.

Alle ovenstående er versioner af at blive forladt. Herfra kan det rigtignok være, at vi udvikler en evne til at stå på egne ben, være uafhængige, men også ligeglade med andres omsorg. Det er super hensigtsmæssigt, så vi ikke oplever smerten ved at blive forladt igen. Problemet er, at vi har brug for nærheden og omsorgen for ikke at være ensomme, for ikke at opleve stress og kæmpe med angst. Et liv uden nærhed og relation til andre mennesker er ikke et lykkeligt liv - heller ikke selvom vi har bildt os selv det ind.

Det kan være, at vi har brugt hele livet på at kontrollere os selv, netop for ikke at blive forladt. Til sidst kan vi ikke mere. Måske orker vi ikke at være en reduceret udgave af os selv mere, og derfor slipper vi kontrollen. Det vil på ydersiden se ud som et forfald, men kan i lige så høj grad være udvikling mod et frit liv. Det lader her til, at der er et mønster. Hvis man er fuldt performer og har været dygtig hele sit liv, så går man også fuldt ned. Sagt med andre ord: Hvis man har brugt hele livet på at holde krampagtigt fast og opretholde kontrollen, så er der også meget, der skal slippes igen.

En ærlig samtale med sig selv

Hvorfor er det så svært at være forælder? Og hvorfor er jeg i konflikt med mine børn?

Hvorfor er jeg utilfreds, når jeg har så meget at være taknemlig og glad for?

Hvorfor føler jeg mig trist og uden energi?

Hvorfor gør jeg, som jeg gør - selv om jeg måske ved, det er skadeligt for mig og for mine børn og partner?

Hvordan vil jeg i bund og grund leve mit liv? ​

Det kræver mod, at have en ærlig samtale med sig selv - om sig selv - og søge at blive oprigtig klogere på spørgsmål, som de ovenstående. Det kan være flovt og ubehageligt at skulle erkende, at man ikke er det ideelle menneske, som vi til tider bilder os ind, at vi er. Derfor slår vi os selv oven i hovedet, når vi ikke lever op til vores eget selvbillede. Eller også slår vi andre oven i hovedet, når vi anklager dem for ikke at synes, at vi lever op til vores eget selvbillede.

Den gode nyhed er, at den ideelle, etiske, ansvarlige og dygtige version af os, i en afgrænset form, er en illusion. Ikke at vi ikke lever op til det nogle gange, men vi er også det modsatte - måske i størstedelen af livet. Fordelen ved rent faktisk at få øje på den sandhed, og få den frem i lyset er, at vi kan lære at holde af vores fejlbarlige sider. Dermed kan vi også begynde at holde af andres fejlbarligheder. Vi kan begynde at se os selv og andre, som det vi er: mennesker med alt hvad det indebærer. Vi tager derved livtag med skammen.

Vi kan derved stoppe med at slå os selv (og andre) i hovedet med ikke at være ideel. Vi skal ikke have vores mindre flatterende sider frem i lyset for at skamme os selv ud, men for at kunne modvirke skammen. Vi skal have den frem i lyset for at ændre den adfærd, hvor vi (pga. skammen, over vores egen utilstrækkelighed) vurderer og dømmer andre, og får udtrykt det som kritik og nedladenhed. Det er en ubehagelig tilstand at være i, og vi bruger mange kræfter på både at skjule vores egen utilstrækkelighed, ved at hakke på andre.

Dramatrekanten

Du kan i dine relationer få øje på, at du selv, og dem du er i relation med, indtager nogle af de klassiske drama roller. Måske du genkender én eller flere fra din måde at være i konflikt. Eller måske du har en tendens til at leve dit liv i stor stil ud fra en eller flere af rollerne. Måske du får øje på hvilke roller personer i dit liv indtager. Vi indtager alle bevidst eller ubevidst alle rollerne på skift i kortere eller længere tid, når vi bliver fortabte og ude af kontakt. Nogle roller kan dog være mere dominerende hos nogle, der måske opdager de har levet et helt liv ved at shoppe mellem de forskellige roller. Måske med overvægt til en eller flere.

Rollerne er beskrevet forskelligt i diverse litteratur, men meningen er den samme. Der er ingen af rollerne der er "bedre" end andre. Alle tre bidrager på lige fod og har alle til formål at undgå kontakt og forsøger at skjule et dårligt selvværd. Vejen ud er ikke en rolle, men en tilstand, der befinder sig udenfor trekanten. Vi kan selvfølgelig blive ofre for ydre omstændigheder. Vi kan vi så tilstræbe at tage ansvar for egen situation, få øje på vores blinde pletter, egne bidrag og forsøge at bede om den hjælp, der er behov for uden af manipulere med eget og andres selvværd.

Rollerne kan overordnet inddeles i følgende:

Krænkeren

Jeg er OK og du er ikke OK (hvis du ikke gør, som jeg vil have dig til, og opfylder mine behov)

Kendetegn: Selvretfærdig, agressiv, dominerende, styrende, kontrollerende, nedladende, bedrevidende og ikke bange for en konflikt (selv om den kan komme til udtryk gennem tavshed).

Er sort-hvid i tankegangen. Der skal udnævnes en vinder og en taber i alle aspekter i livet. Man er enten en vinder eller en taber. Vil derfor, for at undgå at udstille egen utilstrækkelighed og frygt for at blive afsløret som taber, have ret, vinde konflikter og mener konkurrence er godt. Konflikten kan også være tavs og i stedet for ord, kan krænkeren vælge at bruge en temmelig voldelig form arrogance og kontrol, hvor "fjenden" bliver ignoreret og umyndiggjort gennem tavshed. En kompleks form for vold, der har til formål at fremstå som den, der er mere "voksen", mere kontrolleret og i det hele taget bedre end den anden. Volden i krænkerens tavshed kan derfor være svær at konfrontere, da protest blot forstærker arrogancen, kontrollen og de øvrige krænker gerninger. Taler ofte nedladende om andre og får tilfredsstillede ved at fremstille andres utilstrækkelighed overfor andre. Kritiserer derfor gerne og beklager sig over andres uduelige og utilstrækkelige adfærd. Både direkte og bag ryggen. Ikke nødvendigvis fordi adfærden er forkert hos den udpegede, men alene for at opnå en følelse af "at være bedre end". Det er aldrig egen skyld og tid og energi bliver gerne brugt på at finde "den skyldige", som så igen kan bekæmpes.

Det kan være svært, at have nære relationer, der holder i længere tid, da der er kan være en tendens til, at skræmme folk væk. Fremstår ofte som med en selvsikker facade, og vil også selv mene, at en særlig overleget force er en høj grad af selvtillid. Hvilket er korrekt. Den blinde side af mønten er, at den selvsikre adfærd blot har til formål at beskytte en lav grad af selvtillid og frygt for ikke at være god nok i andres øjne. Og doblet op med frygt for at blive afsløret.

Sikrer egen eksistensberettigelse ved at gøre sig selv værdifuld gennem ydre anderkendelse, som ydre handlinger, job, penge mv. Når frygten for, ikke at være god nok melder dig projiceres mindreværet over i ydre personer, systemer mv, som der så kæmpes imod, som en ydre fjende. Det kan vise sig som skæld ud, irettesættelser, fejlfinderi og en stor iver for at udpege andres fejl.

Der er ingen bevidsthed om, at den eneste og rigtige fjende er indenbords. Vil dog, når kampen vindes og fjendes erkender nederlaget, enten ved at undskylde eller på anden måde erkende tabet, få en kort fornemmelse af genvunden eksistensberettigelse og selvværd. En flygtig følelse, der hurtigt bliver overtaget af indre uro, frygt, angst, utålmodighed og andre mindre behagelige følelser. For at afbryde gentages mønstret på ny. En evig kamp og en forestilling om, at ubehaget ophører, når blot fjenden, der nedkæmpes, er massiv nok, klynkende nok eller, undskyldende nok eller gennem anden adfærd viser anderkendelse og underkastelse.

Hvis det skulle ske at fjenden selv er i den krænkende og forfølgende rolle og overmanden er fundet, kan taktikken være, at rykke til den indirekte krænker (offer rollen)

Offer (indirekte krænker)

Jeg er ikke OK, og du er ikke OK (medmindre du gør dig fortjent til min accept)

Kendetegn: Følelse af uretfærdighed, føler sig svigtet, udnyttet, overset, forfulgt af uheld eller af forfulgt af andre. Har også behov for at udpege de skyldige, men sigter efter at høste allierede og få andres medlidenhed, omsorg og hjælp. Søger at andre skal tage ansvar, da ansvaret ikke tages selv. Et offer der ikke vil "ynkes" eller "nårhes", vælger for at bevare en stoltheden at tage form som den indirekte krænker. Den står skrevet her, og ikke for sig selv, da den er en art af offerrollen. Men i en anden forklædning, der er indirekte agressiv såsom sarkasme, ironi eller hentydninger og grinagtige bemærkninger. Hvis de konfronteres vil der ofte være et svar som "det var jo bare for sjov" eller "du har virkelig ingen humor" eller "du er alt for nærtagende". Der kan også være andre måder til at glide af og bagatellisere og forkertligøre følelsen af ubehag hos modparten, som naturligt opstår hos den anden i kontakt med en indirekte krænker. Manipulation til at opnå vinding på egen bane (følelsen af eksistensberettigelse) sker ved at skabe indirekte skam, angst, skyld eller flovhed og mindreværd. Motiverne bage adfærden og det sagte bliver uklart og derved skjules motivet, som er sikret mod afsløring ved at kunne gøre den anden forkert, hvis der protesteres. Står ikke ved egne behov og er den, der er sværest af få øje på og få ud af trekanten.

Frelseren

Du er OK. Jeg er ikke OK (medmindre jeg får din accept).

Kendetegn: Pleaser, eftergivende, behagesyg, tilpassende, serviceorienteret, hjælpsom, ofrer gerne egne behov for andres accept og påtager sig alt for meget. Er ekstremt konfliktsky og forsøger derfor at gøre alle tilpas, da der også er frygt for afvisning. Bliver ofte udnyttet, fordi der ikke er kontakt og kendskab til egne behov. Det gør det nemlig umuligt at sige til og fra og grænserne bliver defineret af modparten. Nej er et svært ord. Overtager andres problemer, redder dem gerne og uden beklagelser for at få anderkendelse. Vil mene at alt gøres af et godt hjerte og at alt gives med en ubetinget hånd. I frelser rollen er der dog en pris. For hvis anderkendelsen eller accepten udebliver opstår der vrede og forudretttethed (med at hvad jeg har gjort for dig) i endnu i parentes (som du egentlig ikke har bedt om nødvendigvis), så .... der opstår skuffelse og frelseren hopper så til offer rollen. Der kan også opstå vrede og der hoppes til krænkerrollen. Det er dog kun kortvarigt før der igen vendes tilbage til frelser rollen og mønsteret kan gentages på ny.

Vejen ud!

Jeg er OK. Du er OK!

Kendetegn: Tager ansvar for eget liv, egne omstændigheder og især egne behov, som klart og tydeligt tilkendegives. Respekterer andres og egne grænser, værdier og holdninger uden at vurdere og dømme og giver også dem klart til kende. Forfølger sin egen vej uden at nedgøre andres. Har et intakt selvværd og en klar, åben og realistisk opfattelse af selvtilliden i en given situation. En realistisk og ærlig tilgang til egen formåen og viden.

Er afklaret om egene værdier, holdninger og eget etiske ståsted.

Hjælper og står til rådighed, indenfor egne grænser, men gør det ubetinget uden skjulte dagsordener eller uden at skulle høste anderkendelse, taknemlighed, kontrol eller overlegenhed af nogen form. Indgår i ligebyrdige relationer og bruger ikke andre som rekvisitter til egen vinding.