Hvorfor er det så svært at være forælder? Og hvorfor er jeg i konflikt med mine børn?
Hvorfor er jeg utilfreds, når jeg har så meget at være taknemlig og glad for?
Hvorfor føler jeg mig trist og uden energi?
Hvorfor gør jeg, som jeg gør - selv om jeg måske ved, det er skadeligt for mig og for mine børn og partner?
Hvordan vil jeg i bund og grund leve mit liv?
Det kræver mod, at have en ærlig samtale med sig selv - om sig selv - og søge at blive oprigtig klogere på spørgsmål, som de ovenstående. Det kan være flovt og ubehageligt at skulle erkende, at man ikke er det ideelle menneske, som vi til tider bilder os ind, at vi er. Derfor slår vi os selv oven i hovedet, når vi ikke lever op til vores eget selvbillede. Eller også slår vi andre oven i hovedet, når vi anklager dem for ikke at synes, at vi lever op til vores eget selvbillede.
Den gode nyhed er, at den ideelle, etiske, ansvarlige og dygtige version af os, i en afgrænset form, er en illusion. Ikke at vi ikke lever op til det nogle gange, men vi er også det modsatte - måske i størstedelen af livet. Fordelen ved rent faktisk at få øje på den sandhed, og få den frem i lyset er, at vi kan lære at holde af vores fejlbarlige sider. Dermed kan vi også begynde at holde af andres fejlbarligheder. Vi kan begynde at se os selv og andre, som det vi er: mennesker med alt hvad det indebærer. Vi tager derved livtag med skammen.
Vi kan derved stoppe med at slå os selv (og andre) i hovedet med ikke at være ideel. Vi skal ikke have vores mindre flatterende sider frem i lyset for at skamme os selv ud, men for at kunne modvirke skammen. Vi skal have den frem i lyset for at ændre den adfærd, hvor vi (pga. skammen, over vores egen utilstrækkelighed) vurderer og dømmer andre, og får udtrykt det som kritik og nedladenhed. Det er en ubehagelig tilstand at være i, og vi bruger mange kræfter på både at skjule vores egen utilstrækkelighed, ved at hakke på andre.