top of page

Hvorfor oplever jeg stress

Opdateret: 2. jun. 2023

Kvaliteten i vores liv og i vores arbejde er vigtigt. Det skaber nærvær og lysten til at være med lige præcis det, som der er - her og nu. Vi får stress, når vi enten befinder os i fremtiden eller i fortiden, fordi det eneste optimale sted for os at være er i nuet. Derfor er nærvær et middel mod stress, og mindfulness modvirker videnskabeligt stress.

Omvendt kan mangel på samme føre til netop stress.



Hvorfor har jeg stress?

Vi kan udvikle fysiske symptomer, som f.eks. svimmelhed, trykken for brystet og vejrtrækningsproblemer, eller følelsen af ikke at mærke noget.

En væsentlig del af psykologien mener, at vi udvikler netop de symptomer, når vi ikke bliver mødt og forstået følelsesmæssigt. Det kan også være, hvis vi ikke møder os selv.

Stressen opstår, når vi oplever mangel på nærhed og kvalitet - hvad det så end betyder, for os hver især, i vores liv.

En oplevet trussel leder til umiddelbar aktivering af vores nervesystem, som hurtigt mobiliserer ressourcer til kamp eller flugt. Det sker på bekostning af andre funktioner. Overblik og styret tænkning sættes altså til side til fordel for impulsstyret adfærd. Når et system er blevet ureguleret grundet emotionel uro, er det derfor svært at få det til at ophøre alene gennem fornuft eller viden. Når funktionerne sættes ud af spil, så er det umuligt at tænke sig til en løsning, tage sig sammen eller stramme sig an.


De fysiske og psykiske symptomer er kroppens forsøg på at hjælpe til at forstå, at vi har behov for at føle os oprigtigt forbundet til andre mennesker og til os selv. Det er vores dybeste længsel, som har været i os siden den dag vi blev født - intet barn kan overleve uden nogen omkring sig. Derfor bærer vi en dybt indlejret erfaring med os resten af livet: hvis andre ikke er der for os når vi er sårbare, så dør vi. Selvom det ikke længere er sandt i voksenlivet, så tror vores nervesystem stadig, at det er tilfældet, hvis vi ikke har lært andet. Nervesystemet tror altså at vi som voksne mennesker helt fysisk dør, hvis vi bliver forladt, og det kan, forståeligt, skabe stor stress og angst


Det hele er dog ikke så simpelt. Problemet bliver langt mere komplekst, da det at være forbundet til andre mennesker samtidig kan være vores største frygt.

Vi kan have erfaring med, at centrale omsorgspersoner i vores liv har forladt os følelsesmæssigt, og det bærer vi (bevidst eller ubevidst) med os. Det sætter sig i os, som følelsen af ikke at være accepteret, som vi er, og derfor lærer vi os selv at gemme os væk og måske foregive at være noget andet, end vi er. Vi kan eksempelvis lade som om vi er glade, selvom vi er kede af det eller ked af det når vi rent faktisk er vrede. Det kan ske helt ubevidst og vi har ingen kontrol over det. Vi kan ukontrolleret begynde at grine når vi er bange eller smile når vi er nervøse.

Det hele stammer fra et tidspunkt i livet, hvor vi troede at vi var slemme, hvis vi viste følelsesmæssige sider af os selv, som vores omsorgspersoner ikke kunne overskue og ikke vidste hvordan de skulle håndtere.


Det skaber rod i det følelsesmæssige navigationssystem, når vi ikke lærer at være med de følelser, som dukker op og er passende til bestemte situationer - og det stammer fra omsorgspersoner, som ikke kan rumme vores fulde båndbredde.

Det kan være, at vi blev sendt ind på vores værelse, hvis vi protesterede mod uretfærdighed. Måske fik vi at vide at vi først måtte komme ud igen, når vi var gode og glade igen (når vi accepterede uretfærdigheden). Det kan også være at vi blev ignoreret, eller at vores primære omsorgspersoner blev kede af det, hvis vi viste bestemte følelser.

På den måde har vi lært at nogle følelser er forbudte og måske direkte livsfarlige, for at beskytte dem, som egentlig skulle beskytte os.

Underbevidst fortæller vores hukommelse os, at hvis vi viser en given følelse, så ødelægger vi den/dem, som skal passe på os, og så dør vi selv. Kognitivt giver det ikke mening i vores voksne liv, men kroppen glemmer det ikke. Vores nervesystem og hjerne indkoder mønstre for at passe på os, så vi for alt i verden undgår at mærke bestemte følelser igen. Det er virkelig smart, fordi vi på den måde undgår at blive udstødt af flokken, og vi kan bibeholde (en uægte) kontakt til vores omsorgspersoner.


Nervesystemet aner ikke, om det smertefulde vi oplevede skete da vi var små, i sidste uge eller for tre sekunder siden. Det betyder, at vi kan have gamle mønstre, som er uhensigtsmæssige, når vi som voksne skal indgå i nye følelsesrelationer.

Vi lærte engang at pakke og gemme en del af vores følelser væk. Det kan være, at vores følelser derfor er under- eller overregulerede. Det kan betyde, at vi ikke kan give udtryk for vores vrede og i stedet vender den indad, eller at vi slet ikke kan regulere vreden, som kan løbe helt løbsk. Det sker også, at vreden løber løbsk, når vi har vendt den indad for længe.

Vi kan også have erstattet autentiske følelser med andre: vi græder når vi er vrede eller griner, hvis noget er ubehageligt.

Som voksne kan vi også trække os helt fra relationer, da frygten for at blive forladt er for stor og troen på, at man kan regulere sine følelser er opgivet.

Alle ovenstående er versioner af at blive forladt. Herfra kan det rigtignok være, at vi udvikler en evne til at stå på egne ben, være uafhængige, men også ligeglade med andres omsorg. Det er super hensigtsmæssigt, så vi ikke oplever smerten ved at blive forladt igen. Problemet er, at vi har brug for nærheden og omsorgen for ikke at være ensomme, for ikke at opleve stress og kæmpe med angst. Et liv uden nærhed og relation til andre mennesker er ikke et lykkeligt liv - heller ikke selvom vi har bildt os selv det ind.

Det kan være, at vi har brugt hele livet på at kontrollere os selv, netop for ikke at blive forladt. Til sidst kan vi ikke mere. Måske orker vi ikke at være en reduceret udgave af os selv mere, og derfor slipper vi kontrollen. Det vil på ydersiden se ud som et forfald, men kan i lige så høj grad være udvikling mod et frit liv. Det lader her til, at der er et mønster. Hvis man er fuldt performer og har været dygtig hele sit liv, så går man også fuldt ned. Sagt med andre ord: Hvis man har brugt hele livet på at holde krampagtigt fast og opretholde kontrollen, så er der også meget, der skal slippes igen.

7 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Angst, kommunikation og strategier

Hvis noget, bevidst eller ubevidst, er farligt, eller hvis frygten for afsløring lurer i kulissen, så giver det måske mere end god mening, at have en hård retorik, der skubber folk væk - det er måske

Irritation, dårlig kommunikation og uopfyldte behov

Irritation er et udtryk for, at vi selv har uopfyldte behov. Disse uopfyldte behov kan kommunikation hjælpe os til at få opfyldt. Det kræver dog, at vi forstår, hvad der er på spil. Vi skal lære at fo

Hvorfor er følelserne så centrale?

Det er vores følelser, der fortæller os, om noget er vigtig, godt, svært eller farligt. De er signaler, som giver os mulighed for at kende vores behov. Deraf gør de det muligt for os at vurdere, hvord

Comments


bottom of page