Hvorfor oplever jeg stress

Opdateret: juli 5

Kvaliteten i vores liv og i vores arbejde er vigtigt. Det skaber nærvær og lysten til at være med lige præcis det, der er - her og nu. Vi får stress, når vi er i nuet, men ønsker at være i fremtiden. Eller når vi undgår at være i nuet ved at være i fortiden. Derfor modvirker nærvær stress og derfor modvirker mindfullness også videnskabeligt stress. Omvendt kan mangel på samme føre til stress.

Hvorfor har jeg stress?

Vi kan udvikle fysiske symptomer, som f.eks. svimmelhed, trykken for brystet og vejrtræningsproblemer, eller følelsen af ikke at mærke noget. En væsentlig del af psykologien mener, at vi udvikler netop de symptomer, når vi ikke bliver mødt, spejlet og forstået følelsesmæssigt. Eller når vi ikke møder os selv med det selvsamme. Når vi oplever mangel på nærhed, mangel på kvalitet - hvad det så end betyder, for os hver især, i vores liv.

En oplevet trussel leder til umiddelbar aktivering af vores nervesystem, der hurtigt mobiliserer ressourcer til kamp eller flugt. Og det sker på bekostning af funktioner, hvor overblik og styret tænkning sættes til side til fordel for impulsstyret adfærd. Derfor er det svært at bringe uregulerede systemer af emotionel uro til ophør alene gennem fornuften eller viden. Alene ved at tænke sig til en løsning eller ved at stramme sig an.

Man kan sige, at symptomerne er kroppens forsøg på at hjælpe til forståelse for, at vi har behovet for at være oprigtigt forbundet til andre mennekser og til os selv. Det er vores dybeste længsel og intet barn kan overleve uden andre. Den erfaring vi bærer med os er, at hvis andre ikke er der for os når vi er sårbare, så dør vi. Det ikke i voksenlivet ikke sandt længere, men hvis vi ikke har lært andet, så tror vores nervesystem stadig, at vi dør, hvis vi bliver forladt. Det kan skabe stress og angst i systemet.

Hvis det så bare var så simpelt. Problemet bliver mere kompleks, da det at være forbundet til andre mennesker, samtidig kan være vores dybeste frygt. Hvis vi har erfaring med, at vigtige personer i vores liv, følelsesmæssigt har forladt os, og bevidst eller ubevidst, bærer det med os. At vi ikke blev accepteret, som vi var, og derfor lærte at pakke os væk, ved f.eks ved at foregive at være noget andet, end det vi var. At vi måske lod som om vi var glade, når vi var kede af det. Eller kede af det, når vi rent faktisk var vrede. Grinte når vi blev bange og troede på at vi var slemme hvis vi viste følelsesmæssige sider af os selv, som vores primære omsorgs personer ikke kunne være med, uden at de gik i panik. Man kan sige, det skaber rod i det følelsesmæssige navigationssystem, når vi ikke lærer at være med de følelser, der nu engang dukker på og er passende og skabt til bestemte situationer. Hvis vores omsorgspersoner ikke kan rumme vores fulde båndbredde.

Det kan være, vi er blevet sendt ind på vores værelse, hvis vi protesterede mod uretfærdighed. Og først måtte komme ud igen, når vi var gode og glade igen (accepterede uretfærdigheden). At vi blev ignoreret, når vi protesterede eller at vores primære omsorgspersoner blev kede af det, hvis vi viste en passende følelse på en situation som barn. På den måde har vi lært, for at beskytte dem, der skulle beskytte os, at nogle følelser ikke bare er forbudte, men direkte livsfarlige. Ikke kun hukommelsen af, at vi bliver forladt, hvis vi viser dem men hukommelsen af, at hvis jeg viser den her del af mig, så ødelægger jeg den/de der skal passe på mig og så dør jeg selv. Det giver ikke kognitivt mening i vores voksne liv, men kroppen husker. Vores nervesystem og hjerne indkoder derfor mønstre for at passe på os, så vi for alt i verden undgår, at vi mærker de følelser igen. Virkelig smart så vi ikke bliver udstødt af flokken, og af dem, der skal passe på os. Smart, da vi på den måde kan passe ind og beskytte dem, der engang skulle beskytte os. Dog aner nervesystem ikke om det smertefulde vi oplever som virkelig lige nu, rent faktisk var noget der skete for mange år siden. Nervesystemet ved ikke om det oplevede skete igår, da vi var små eller fra 3 sekunder siden.

Det betyder, at vi kan have gamle mønstre, der kan drille, når vi som voksne skal indgå i nye følelsesrelationer, da vores båndbredde blev reduceret. Vi lærte at pakke og gemme en del af bredden væk. Det kan også være vores følelser derfor er under- eller overregulerede. At vi enten ikke gennem vrede kan give udtryk for vores protest og følelse af uretfærdighed og vender den indad. Eller at vi ikke kan regulere vreden. Det sker også at vi ikke kan regulere vores vrede, når vi har vendt den indad for længe.Det kan også være, at vi har erstattet hensigsmæssige følelser med andre. F.eks. at vi begynder at græde, når vi er vrede. Eller at vi begynder at grine, hvis noget er ubehageligt. Det kan være når vi kommer i kontakt med noget skamfuldt - eller noget der engang var skamfuldt. Det kan også være vi som voksne trækker os helt fra relationer, da frygten for at blive forladt og troen på, at man kan kontrollere sig selv, er opgivet.

Alle overstående er versioner af at blive forladt, som dem vi var. Måske ved illusionen om at det var omsorg, er vi blevet skammet til at gøre det rigtige. Herfra kan det rigtignok være vi udvikler en evne til at stå på egne ben, at være uafhængige, men også ligeglade med andres omsorg. Det er super hensigtsmæssigt, så vi ikke oplever smerten ved at blive forladt igen. Problemet er, at vi har brug for nærheden og omsorgen for ikke at være ensomme, for ikke at opleve stress og ikke at kæmpe med angst. Et liv uden nærhed og relation til andre mennesker er ikke et lykkeligt liv. Heller ikke selv om vi har bildt os selv det ind.

Det kan også være, vi har brugt hele livet på at kontrollere os selv, netop for ikke at blive forladt. Og at vi til sidst ikke kan, orker eller vil være en reduceret udgave af os selv mere, og derfor slipper kontrollen. Det vil på ydersiden se ud som et forfald, men kan i lige så høj grad være udvikling mod et frit liv. Det lader her til, at der er et mønster. Hvis man er fuldt performer og har været dygtig hele sit liv, så går man også fuldt ned. Sagt med andre ord: Hvis man har brugt hele livet på at holde krampagtigt fast og opretholde kontrollen, så er der også meget, der skal slippes.

3 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Selvledelse i Corporate

Til tider kan det være svært at navigere som menneske i en organisatorisk virkelighed med en høj grad af selvledelse. På den ene side friheden og medbestemmelsen og på den anden side vores identitet o

Strategier og proces

En del af processen er at skelne, hvilke strategier der ikke er hensigtsmæssige, men også til at forstå, hvorfor de er, eller var, så livsvigtige og derfor også hvorfor de ikke bare kan forkastes. Hvi

Selvkritik

Når vi, i vores liv har oplevet svære hændelser, uden den fornødne støtte, så kan vi installere en dømmende stemme og en selvkritik i os selv. På den måde undgår vi de grundlæggende skuffelser og smer