Når vi, i vores liv har oplevet svære hændelser, uden den nødvendige støtte, så kan vi installere en dømmende stemme og en selvkritik i os selv. Ved at gøre det, så undgår vi de grundlæggende skuffelser og smerten en anden gang. Det kan være, hvis man som barn har oplevet utilstrækkelighed fra sine forældre, på den ene eller den måde, så giver man ubevidst sig selv skylden, og den selvkritik kan så hænge fast resten af livet. Det skyldes at et barn aldrig vil se sine forældre som utilstrækkelige, da det ikke kan rumme utrygheden ved dette - derfor er det bedre at rette kritikken mod sig selv, og at man eksempelvis ikke er god nok/gør det godt nok.
Som udgangspunkt er det en smart handling i øjeblikket, da vi beskytter os selv mod stor smerte og utryghed. Dog kommer vi samtidig til at holde os væk fra den nærhed, som vi har livsvigtig brug for. Hvis vi ikke får den, kan der blandt andet opstå depression, ensomhed, angst og uro. Man kan sige, at vi bliver kritiske ud ad til for at beskytte os ind ad til.
Det kan her være hjælpsomt at nænsomt få lys på, hvad vi selv bærer med os. Vi kan kæmpe og føle, at vi vinder en masse ydre kampe, men det svære er at forstå er, at den oprigtige kamp foregår indeni os selv og det kan være skamfuldt at få øje på.
At gøre op med skammen kræver mod, da det fordrer, at vi forbliver nærværende og nænsomme med det, som vi mest hader ved os selv. Vi må turde at stå ansigt til ansigt med vores egne fejl og ufuldkommenhed. Gevinsten når vi lykkes, er en oprigtig følelse af frihed og af at være i live - måske for første gang i vores liv.