Gennem terapi kan vi blive bevidste om en adfærd, som vi ønsker at ændre. Man kan sige, at vi bliver kognitivt bevidste om vores egne inkompetencer. Det kan umiddelbart lyde som en tilbagegang fra at have været ubevidst inkompetent - og det er det sådan set også, på nogle punkter.
Det kan være mere rart og trygt at leve i lykkelig uvidenhed. Dog gør det os desværre ikke til frie og lykkelige mennesker, at leve et liv i uvished og ude af stand til at kunne ændre på vores fastlåsthed. Denne uvis- og fastlåsthed fører også fysiske symptomer med sig.
Når vi er i en ubevidst inkompetent tilstand eller et konstant selvbedrag, så har vi ikke en jordisk chance for at undersøge, hvor ubehaget og fastlåsheden kommer fra. Det gælder også lidelser som depression, angst mv.
Faktisk er der ikke et mere behageligt sted at være, end i en bevidst inkompetent tilstand. Det er også årsagen til, at vi ikke nødvendigvis, med det samme, får det bedre når vi starter med at kigge indad.
Vi bliver i første omgang klar over, at vi har ansvaret for vores egen lidelse. Vi kan iagttage os selv udefra, når vi opfører os ureguleret eller tavse, hvor vi ønsker at gøre noget andet. Desværre er vores emotionelle hjerne ligeglad med den kognitive hjerne. Det betyder, at de ønsker, som opstår i forbindelse med den udvidede selvindsigt, kan være yderst svære at adlyde.
Det gælder uanset om vi snakker om adfærd ift. vores partner, familie eller venner, eller vi taler om adfærd, vi ønsker at ændre (eksempelvis misbrug i form af spiseforstyrrelser eller alkohol) eller anden adfærd, som vi måske for længe siden har set er dårlige for os og har besluttet at ændre.
Det handler langt fra om, at se at det hele er vores egen skyld og at tage det hele på vores egne skuldre. Det handler om nænsomt at forstå, hvorfor du f.eks. ikke siger fra overfor adfærd, når du mærker, at det ikke føles godt. Det kan også være adfærd, som du faktisk er helt klar over er uacceptabel.
Efter vi har skabt en større forståelse, kan vi derefter arbejde på at kunne sige fra, uden at autopiloten slår til. En autopilot i nervesystemet, er et forsøg på at beskytte dig ved at forhindre dig i at gøre det, som du har brug for at gøre. Det Lyder usmart, men var engang virkelig dygtigt og klogt at installere, for ikke at opleve uro og ubehag i form af f.eks. skam og ydmygelse.
Løsningen består blandt andet i at lære nervesystemet, at den gamle fare rent faktisk ikke er til stede længere. Det tror vores nervesystem blot, at den er.
Selvfølgelig kan vi stadig stå i farefulde situationer, men så er der måske brug for hjælp til at forstå hvorfor vi ikke trækker os væk, eller støtte til hvordan vi håndterer det på den mest hensigtsfulde måde.
Comentarios